Happy Lama Travel - PERUspecialisten i
Danmark
Trekking i Peru - Inkastien
til Machu Picchu
Sydamerikas mest populære trek starter
ved jernbanens km. 82 i Den
Hellige Dal og det tager 4 dage at gennemføre de ca. 45 km. og nå Machu Picchu.
Trekket starter i ca. 2.200 moh. Det
højeste punkt er passet Warmiwañusca (4.198 moh.) på dag 2 og Machu Picchu ligger
i ca. 2.450 moh.
På vejen mod Machu Picchu besøges mange
store og små inkaruiner. Det absolutte højdepunkt er når man fra Solens
Port Inti Punku for første gang ser Machu Picchu.
Inkastien er så populær at der er indført
en begrænsning på 200 startende turister om dagen og alle skal have en
autoriseret guide med.
Det er derfor nødvendigt at søge tilladelse til at
vandre på Inkastien mindst 5 måneder i forvejen hvis du rejser i
højsæsonen (juli, august, september)
Inkastien er desuden helt lukket i februar måned for
reparation og oprydning.
Som trekking eller bjergbestigningskunde hos Happy Lama Travel opnår du
10 % rabat hos en af Danmarks førende forretningskæder indenfor udstyr
til friluftsliv. Billeder
Kortfattet dag til dag program:
Dag 1:
Cusco -
Km. 82 - Huayllabamba (f,a) Ca. 12 km. vandring og 300
højdemeter
Du afhentes tidligt på dit hotel i Cusco og bor du i Urubamba
bliver du samlet op på vejen. Efter et kort ophold i
Ollantaytambo kører bussen det sidste stykke til jernbanens km.
82 hvorfra Inkastien påbegyndes. Når du går gennem den første
kontrol er du endegyldigt i gang med Inkastien, som for mange
mennesker er højdepunktet på rejsen til Peru.
Den første dags vandring er relativ enkel og relativt jævnt "peruvian
flat" med et enkelt kort stejlt stykke ca. halvvejs, hvor du
også kan nyde inkaruinen Wilkarakay. Frokosten serveres
undervejs.
Lejren ligger i Huayllabamba eller Wayllabamba som den sidste
regulære bosættelse også kan benævnes. Omkring lejren sælger de
lokale forskellige fornødenheder som vand, øl, slik, toiletpapir
og hvad der ellers måtte synes anvendeligt til Inkastien.
Dag 2:
Huayllabamba - Pacamayo (m,f,a)
Ca. 11 km. vandring og 1.200 højdemeter
Den på papiret hårdeste dag med passage af Inkastiens højeste
punkt
passet Warmiwañusca (4.198 moh.)
starter når du har passeret den anden kontrol hvor en afstikker
fra Salkantaytrekket møder Inkastien lige efter Huayllabamba.
Opstigningen starter rimelig stejlt men fascinerende smukt
gennem tågeskov. Efter frokosten som normalt indtages ved smukt
beliggende Llulluchapampa med udsigt til mange af områdets
bjergtoppe fortsætter opstigningen relativt jævnt men gradvist
stejlere og det sidste stykke mod Warmiwañusca går du på
trapper. Du vil formentlig kunne mærke at luften er blevet noget
tyndere i løbet af dagen. Llulluchapampa er det sidste sted du
kan købe fornødenheder indtil lejren i Winaywayna på dag 3.
På den modsatte side af Warmiwañusca går det stejlt nedad på
trapper mod lejren i Pacamayo. Denne strækning er meget smuk og
barsk på samme tid.
Dag 3:
Pacamayo - Winaywayna (m,f,a) Ca. 16 km. vandring og 600
højdemeter
En spændende dag som bringer dig over to pas og gennem meget
forskellige landskaber venter forude, når du forlader lejren i
Pacamayo. Det går opad mod passet Runkurakay med det samme du
forlader lejren og på vejen passerer du inkaruinen med samme
navn. Du går gennem et meget råt landskab som kombineret med
tågeskov giver hele sceneriet et mystisk præg.
Det meste af dag 3 foregår på trapper som kan være rimelige
stejle på visse passager, hvilket også er tilfældet efter
Runkurakay. Du går stadig gennem tågeskov, hvor træerne er
tilgroet med mos og alting er meget glat hvis det har regnet
eller er fugtigt. På vejen mod frokosten i Chaquicocha passerer
du de velbevarede inkaruiner Sayaqmarka og Concha Marca.
Efter frokosten med udsigt til smukke bjergtoppe gennemgår du
måske Inkastiens smukkeste passage mod passet Phuyupatamarka.
Vegetationen er blevet langt mere frodig og overdådig og du har
de mest fantastiske udsigter samtidig med at Inkastien passerer
gennem tunneller flere steder. Efter Phuyupatamarka går det
meget stejlt nedad mod lejren i Winay Wayna og da de fleste er
ved at kunne mærke strabadserne på dette tidspunkt gælder det om
at bevare koncentrationen. Lige efter passet passerer du
inkaruinen Phuyupatamarka som er et smukt eksempel på inkabade.
Er du helt vild efter flere højdemeter kan du tage en afstikker
til den meget smukke inkaruin Intipata som er skåret ud af
bjergsiden.
Lejren i Winay Wayna er et paradis for mange trætte mennesker,
som måske ikke er helt vant til at være væk fra civilisationen.
Det er muligt at købe øl, vin og sågar et bad.
Efter aftensmaden tager du pænt afsked med det hold af hjælpere
som har ydet en stor indsats for at hele logistikken har
fungeret i lejrene.
Dag 4: Winayhuyana - Machu Picchu - Cusco (m)
Ca. 6 km. vandring og 100 højdemeter
Du vækkes tidligt for at passere den sidste kontrolpost og
fortsætte det sidste stykke mod Solens port og Machu Picchu som
du første gang ser fra netop Solens Port. Der udspiller sig ofte
et helt særligt lysspil over Machu Picchu i takt med at den
stigende sol får brændt dis og tåge af og du fornemmer mystikken
som præger hele området.
Vel ankommet til Machu Picchu skal du deponere din rygsæk inden
guiden giver en rundvisning til Machu Picchus mest
betydningsfulde steder. Efter rundvisningen har du mange
muligheder for at se Machu Picchu fra andre spændende vinkler,
da du kan bestige Wayna Picchu eller sågar Montaña Machu Picchu.
Begge dele er stejle og indebærer henholdsvis ca. 300 og 600
højdemeter - Udsigten er imidlertid det hele værd. Der er en
daglig begrænsning på bestigning af Wayna Picchu, mens praktisk
talt ingen bestiger Montaña Machu Picchu.
Der er desuden en lille sti ned til en inka trækbro. Du kan ikke
komme helt ned til broen, da der er afspærret af
sikkerhedsmæssige årsager.
Når du har udforsket Machu Picchu kan du vælge at gå eller køre
i bus ned til Aguas Calientes, hvorfra du tager tog og bus
tilbage til Cusco, hvor du bliver sat af tæt på Plaza de Armas.
Du vil være i Cusco ved 22-tiden.
Aguas Calientes er et godt "vandhul" efter fire dages strabadser
med gode restauranter og varme termiske bade hvis det kan lokke.
Pris pr. person:
DKK 2.998
Hvis trekket
indgår i en længere rundrejse gives der tilbud på det samlede
arrangement, hvilket isoleret set vil reducere prisen for trekket.
Tillæg for evt. enkeltværelse/telt må påregnes.
Inkluderet i
prisen:
Deltagelse i international gruppe (max. ca. 16 personer)
Indledende briefing
Tilladelse til at vandre på Inkastien
Transfer fra
hotel i Cusco dag 1
Transfer til Plaza de Armas i Cusco dag 4
Entré til Machu Picchu
Busbillet fra Machu Picchu til Aquas Calientes
Tog/Busbillet fra Aquas Calientes til Cusco
Måltider jf. program
Telte og liggeunderlag*
Alt nødvendigt fællesudstyr (køkkentelt, Spisetelt, Toilettelt,
Køkkenudstyr osv.)
Erfarne specialuddannede engelsksprogede guider
Fornødne bærere, kokke og assistenter
Basis førstehjælpsudstyr
Happy Lama Travels
tryghedsservice
Inkastien kan også arrangeres som en privat tur (Indhent tilbud)
Soveposer er ikke inkluderet men kan lejes for DKK 250 (Book
hjemmefra).
Du skal være opmærksom på at du bærer al din personlige bagage
selv. Det er imidlertid muligt at hyre en bærer som må bære
maksimalt 15 kg. gerne fra flere personer. En bærer kan hyres
for DKK 1.000 (Book hjemmefra)
Det er muligt at tage en overnatning i Aguas Calientes for foden
af Machu Picchu, hvis du gerne vil besøge Machu Picchu igen på egen
hånd. (Vi har mulighed for at booke alle hotelkategorier)
Ruten
og lejrplaceringer kan ændres uden varsel af myndighederne.
* Faste liggeunderlag ca. 1,5 cm. tykke - Enkelte gæster
anbefaler at du selv medbringer oppusteligt liggeunderlag. |
 |